

Care Guide
Et venskab som varer ved
Appearance Care Guide – Et venskab som varer ved
Vi har lagt stor omhu i udviklingen og skabelsen af dine Appearance produkter, for at kunne tilbyde dig de bedste langtidsholdbare produkter du har lyst til at bruge dag efter dag, år efter år. For at holde dem i deres førsteklasses stand, anbefaler vi dig at følge vaske- og plejeanvisningen på etiketterne.
Vasker og plejer du dit tøj korrekt, ser det ikke blot pænere ud - Det holder også længere. Vi har derfor lavet denne guide til vedligeholdelse af dine Appearance produkter, så du kan være med til at forlænge levetiden af din garderobe.
Vaskeanvisninger
Du finder altid en vaskeanvisning på indersiden af tøjet fra Appearance, som vi anbefaler, at du følger ved hver vask. Vaskeanvisningen er vores anbefaling til hvordan du bibeholder tøjets pasform og kvalitet bedst muligt. På vaskeanvisningen finder du informationer og anbefalinger om vask, tørring, strygning og rens. Læs altid vaskeanvisningen grundigt inden du vasker.
Undgå at forvaske din skjorte, medmindre skjorten er meget snavset eller har svære pletter. Det sparer tid, sparer på miljøet og beskytter din skjorte mod unødvendigt slid.
Vask altid på lav centrifugering, 400-600 omdrejninger, for at beskytte tøjet bedst muligt. De lave omdrejninger gør også at tøjet bliver mindre krøllet efter det har hængt til tørre.
Vi anbefaler tøjet bliver vasket med vrangsiden udad, med alle knapper lukket, på 30 grader for at bevare den bedste kvalitet i tøjet. Brug kulørt vaskemiddel til dine hvide og lyse skjorter, for at bevare den hvide farve og ”black/sort” vaskemiddel til mørke farver for at undgå blegning. Undgå skyllemiddel på alle produkter, da det kan indeholde blegemiddel, som vil få tøjets farve til at falme.
Efter endt vask må du aldrig putte tøjet i tørretumbleren, hvis du ønsker at bevare dets form. I stedet skal du hænge det nyvaskede tøj på en bøjle, der passer til skuldersømmene. Sørg for at glatte manchetter, krave, stolpe og sømme ud på skjorter og jakker. Glat også bagstykker og forstykker på dine skjorter for at gøre strygningen nemmere. Vi anbefaler at hænge på brede bøjler, især ved blødere tekstiler som Polo Shirt mv., for at undgå bøjlemærke i skulderen. Hæng aldrig strikvarer til tørre på bøjle, men lad dem tørre fladt på et stativ, for at undgå at strikken trækker.
Vask af tøj i Bomuld / Økologisk Bomuld
Vask altid tøj af bomuld med vrangsiden udad og med samme/lignende farver, for at undgå at tøjet tager farve eller falmer. Hvid med hvid. Kulørt med kulørt og mørke farver med mørke farver. Vi anbefaler at vaske skjorter og jersey/interlock varer hver for sig og altid især at vaske skjorter i bomuld på lave omdrejninger. Sørg for at rette sømmene godt ud på krave, stolpe og manchet når du hænger dine vaskede skjorter til tørre på bøjle.
Vask af tøj i Tencel / Lyocell
Vi anbefaler at vaske dit tøj i Tencel på samme måde som dit tøj i bomuld. Du kan sagtens vaske dit tøj i Tencel sammen med dit tøj i bomuld. Sørg for at rette sømmene godt ud på krave, stolpe og manchet når du hænger dine vaskede skjorter til tørre på bøjle.
Vask af tøj i Merino uld
Merino uld har en selvrensende effekt, hvor ulden selv udskiller duft og bakterier, hvis tøjet hænges til luftning. Vi anbefaler derfor ikke at vaske dit tøj i Merino uld medmindre tøjet er har fået svære pletter. Vi anbefaler i stedet af dit tøj i Merino uld hænges til luftning på en bred bøjle eller lægges på et tørrestativ.
Har du fået mindre pletter på dit tøj i Merino, anbefaler vi at du fjerner dem med en blød fugtig klud (aldrig papir) eller kommer vand på og nænsomt dupper/gnider samme stykke tøj mod pletten.
Har du fået svære pletter på dit tøj i Merino uld og har brug for at vaske det, anbefaler vi at du vasker produktet i hånden. Prøv først uden vaskemiddel og brug kun vaskemiddel egnet til uld, hvis det er nødvendigt for at fjerne pletten. Vælger du i stedet at vaske i vaskemaskinen, skal du altid bruge et koldt og skånsomt uldprogram og kun egnet vaskemiddel til uld, hvis nødvendigt. Vask altid dit tøj i Merino uld med vrangsiden udad og brug gerne en vaskepose hvis du har, for at undgå at tøjet bliver beskadiget af tromlen.
Vi anbefaler at vaske dine sokker i Merino uld på uldprogram med vaskemiddel egnet til uld og gerne i vaskepose, hvis du har, for at undgå at sokkerne bliver beskadiget af tromlen.
Sådan stryger du dine skjorter
Her er vores guide til hvordan du opnår den bedste strygning af dine skjorter. Vi anbefaler at stryge dagen før eller flere dage i forvejen. Det gør at strygningen holder længere og bedre, da skjorten for lov til at tørre helt igennem efter strygningen.
Du får brug for følgende tre ting:
Strygebræt
Dampstrygejern
Forstøver
Du opnår det bedste resultat af din strygning når skjorten er lidt fugtig, når den stryges. Du kan enten stryge dine skjorter efter vask og tørring, hvor skjorterne ikke er helt tørre eller bruge en forstøver til at fugte skjorten før strygning. Spray skjorterne med rent vand med forstøveren og lad det virke et par minutter, mens du finder strygebrættet frem, samt indstiller strygejernet efter anvisningen på skjortens vaskeanvisning. Vi anbefaler, at du bruger tilstrækkeligt med damp, når du stryger din Appearance skjorte.
Mens du stryger, skal du huske på, at spidsen af strygejernet ikke må presses hårdt mod tøjet, da det ofte giver anledning til folder i stoffet, der ikke er til at fjerne. Brug i stedet strygejernets bagerste del. Start med at knappe manchetterne op for derefter at stryge dem.
1. Næste trin er ærmerne, der inden strygningen strækkes og glattes ud, så der ikke er folder. Sørg for at glatte stoffet helt ud på begge forside og bagside af ærmet før du stryger.
2. Knap skjorten op, så du kan stryge bærestykket, som er det, der sidder øverst oppe på ryggen af skjorten. Bærestykket skal ligge helt fladt inden strygningen – træk eventuelt let i stoffet.
3. Kraven er næste del, som skal stryges. Den skal stryges på indersiden fra spidserne og ind. Giv den eventuelt lidt ekstra damp, så bliver det nemmere at glatte den ud, og kraven vil lettere kunne holde formen. Slut af med at knappe den øverste knap i skjorten.
4. Læg det ene af skjortens forstykker fladt på strygebrættet. Start med at stryge mellem knapperne (ikke ovenpå dem). Træk eventuelt let i stoffet. Fortsæt med resten af forstykket.
5. Turen er nu kommet til skjorteryggen, som ligeledes skal ligge fladt, når du stryger. Træk igen let i stoffet, hvis det er nødvendigt.
6. Slut af med det andet forstykke som før.
Efter endt strygning skal skjorten hænges på bøjle, så den kan køle af inden brug eller inden dens hænges i skabet. Derved undgår du, at skjorten igen krøller med det samme.
Når du stryger mørkere farvede skjorter, anbefaler vi at stryge den på vrangsiden eller under et rent viskestykke.